Drømmen om eget slot - Smith Haut Lafitte

Den nyere historie om Château Smith Haut Lafitte er også historien om to succesfulde forretningsfolk, der realiserer drømmen om eget Chateau i Bordeaux. Men den starter noget før - i det 13. århundrede - hvor den adelige Bosq-familie dyrkede vin på her i den sydlige del af Pessac-Leognan, sydvest for Bordeaux by, og lod nogle af de nuværende bygninger opføre.Slottet blev købt i det 18. århundrede af skotten George Smith, som gav ejendommen sit nuværende navn. Han byggede også hovedbygningen og begyndte at eksportere sin nu berømte vin til England på sine egne skibe. I 1842 arvede Monsieur Duffour-Dubergier, borgmesteren i Bordeaux, slottet fra sin mor og bragte dets vin op til Grand Cru status. Vinen blev kendt i store dele af verden, da firmaet Louis Eschenaueur begyndte at eksportere vinen i starten af det 20. århundrede og de besluttede at købe ejendommen i 1958.

I 1990 kom de nuværende ejere til, Daniel og Florence Cathiard. De mødte hinanden i 60′erne, da de begge var en del af det franske ski-landshold, der også havde berømtheden Jean-Claude Killy på holdet. Daniel arvede en lille supermarkedskæde i 1970 og byggede den op til den 10. største distributionsvirkeomhed i Frankrig. Han startede også sportskæden Go Sport, der nu også findes uden for Frankrig. Florence hjalp Daniel i starten men startede siden sit eget reklamebureau og sluttede som Vice President for McCann i Europa i 1985. I 1990 gjorde de drømmen om eget vinslot til virkelighed. De solgte alle virksomheder og købte Château Smith Haut Lafitte.

Efter 2 års massive renoveringer af både vinmarker og bygninger flyttede de selv til slottet, hvor de i øvrigt også driver et luksushotel med en dejlig restaurant.

Smith Haut Lafitte

I dag fremstår slottet meget moderne i både vinmark og kælder. Her er eget bødkeri, der fremstiller 400 egefade om året, godt halvdelen af de fade, der er brug for. Og kvaliteten er siden 1990′erne steget støt, så vinene i dag tilhører eliten i Pessac-Leognan og er berettiget til Grand Cru Classé klassifikationen for Graves, som kun 13 røde vine må smykke sig med.

Der fremstilles omkring 10.000 kasser rødvin og 3.000 kasser hvidvin om året af de bedste vine og dertil kommer 2. vinen med hhv. 3.000-4.000 og 1.000 kasser. Ikke nogen kæmpe produktion men til gengæld er resultatet imponerende. Kun én gang (1997) siden 1995 har Robert Parker givet under 90 pts. til Smith Haut Lafitte’s røde vin. Dette resultat er ret så imponerende vel vidende at årgange som 1999, 2001, 2002 og 2004 har været ret så svære. Men at lave god vin i mindre gode årgange, det kendetegner en kvalitetsproducent. Drømmen er gået i opfyldelse…

Giv en Kommentar

Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.